Husorden


Nedenstående husorden blev vedtaget på generalforsamling d. 23 maj 2012. Husordenen gælder for: Ejerlauget matr.nr. 201A, 447 og 448, Christianshavns Kvarter

Ordensreglement for den fælles gård i andelsboligforening Ved Kajen og ejerforening Applebys Gaard

§1
Gårdanlægget er privat og kan alene benyttes af beboere og deres gæster.

§2
Støjende adfærd er ikke tilladt i tidsrummet:
– Søndag – torsdag fra kl. 20-8.
– Fredag – lørdag fra kl. 22-8.
Ejerlauget kan ved særlige lejligheder dispensere herfor.
Husk at gården virker som en skakt, som forstærker lyden.

§3
Porten og andre adgange mellem vej og gårdanlægget skal holdes aflåst. Dørene/portene må ikke blokeres, og der må ikke sættes noget i klemme for at forhindre deres lukning. Nøgler til porten og dørene må ikke overdrages til uvedkommende.

§4
Mellemgang til Lille Søndervoldstræde og port til Overgaden Oven Vandet skal holdes fri for cykler, barnevogne, affald mv., da der er tale om brandveje.

§5
Legepladsen er for alle beboernes børn og disses gæster men er fortrinsvis beregnet for de mindre børn. Større børn skal tage hensyn til de mindre børn. Leg og ophold i affaldsrum, cykelrum og porten er ikke tilladt. Legetøj, legeredskaber og øvrige private effekter skal ryddes op efter brug.

§6
Leg og andre aktiviteter må ikke være til gene for andre beboere – f.eks. ved støj.

§7
Hærværk på de fælles ting – f.eks. planter, møbler og legeredskaber medfører erstatningspligt.

§8
Storskrald, byggeaffald o. lign. må ikke stilles i gården eller på fællesarealer og skal afleveres på genbrugsstationen f.eks. Vermlandsgade Genbrugsstation, Herjedalgade 2-4, 2300 København S. Ejerlauget vil endvidere offentliggøre datoer for fælles indsamling og afhentning af storskrald.

§9
Fodring af fugle, katte, hunde m.v. samt nedkastning af brød m.v. fra vinduerne er ikke tilladt. Husdyr må ikke luftes i gårdanlægget.

§10
Cykler må kun parkeres i de dertil opsatte cykelstativer samt separat cykelrum. Cykelrummet må alene benyttes til opbevaring af cykler samt barnevogne. Christianiacykler o. lign. skal stå i de særskilt indrettede båse.

§11
Parkering af biler, motorcykler, knallerter, anhængere o. lign. er ikke tilladt. Kørsel i gården med disse, inkl. cykler, er heller ikke tilladt.

§12
Tørring af tøj i vinduer eller på tørrestativ i gården samt luftning af tæpper, dyner mv. fra vinduerne må ikke være til gene for de andre beboere.

§13
Benyttelse af musikanlæg o. lign. må ikke være til gene for andre beboere.

§14
Grill må benyttes under forsvarlige forhold. Åben ild (bål) er ikke tilladt.

§15
Gårdanlæggets møbler skal stå på de dertil indrettede områder og må ikke flyttes medmindre de sættes tilbage efter brug. Møblerne må ikke flyttes fra gården.

§16
Alle beboere må benytte de møbler og legeredskaber, der findes i gården. Derfor skal møbler og legeredskaber, der ikke tilhører ejerlauget, ryddes op efter brug.

§17
Erhverv må ikke benytte gården til erhvervet med mindre der foreligger en skriftlig aftale med gårdlauget.

§18
Overtrædelse af disse ordensregler har samme retsvirkning som overtrædelse af den enkelte ejendoms ordensregler og kan medføre fortabelse af retten til at bo eller drive erhverv i ejendommen jf. andelsboligforeningens bestemmelse om eksklusion (A/B Ved Kajen), jf. ejerlejlighedslovens § 8 (EF Applebys Gaard) og jf. leje- og erhvervslejeloven (boliglejere og erhvervslejere).